15. januar 2026
Følg landsholdskandidater på BBO
Torsdag den 15. januar: I denne weekend byder vi igen på topbridge hele weekenden. Både lørdag og søndag kan du følge med på BBO, når vi sender fra 1. division.
Divisionsweekenden er den tredje af fire, og kampen om slutspilspladserne intensiveres. Sendeprogrammet ser således ud:
- 1. kamp: Kasper Konow - Lone Bilde
- 2. kamp: Kasper Konow - Peter Schaltz
- 3. kamp: Peter Schaltz - John Norris
Peter Schaltz er forsvarende mestre og fører p.t. 1. division. John Norris ligger nummer tre, Lone Bilde er nummer seks og Kasper Konow nummer syv. De fire bedste hold går i slutspillet, så der er lagt op til nogle spændende dueller.
Samtidig vil der blive lejlighed til at følge en lang række par, som håber at blive udtaget til et af de danske landshold, som skal spille EM i Riga til sommer. I spil til åbent landshold er blandt andre Dennis Bilde - Martin Schaltz (Peter Schaltz), Kasper Konow - Michael Askgaard (Kasper Konow) og Christian Lahrmann - Andreas Plejdrup (John Norris). Dorthe Schaltz - Peter Schaltz (Peter Schaltz) er kandidater til seniorlandsholdet, og Lone Bilde - Helle Rasmussen (Lone Bilde) står langt fremme i køen til damelandsholdet. Endelig kan Lars og Knut Blakset (John Norris) været et emne til både åbent landshold og seniorlandsholdet.
Amalie Bune og Alma Rasmussen sidder klar til at formidle alle meldinger og spil. Lørdag sender vi fra kl. 12.30 til 22.20, mens der søndag serveres elitebridge fra kl. 9.00 til 18.20. Du finder BBO her.
1. division er i denne weekend delt mellem Blaksets Bridgecenter i København og Vanggaardscentret i Aarhus, og det samme gælder 2. division. 3. division vest spiller i Herning, mens 3. division øst som sædvanlig sætter sig til bordene i Blaksets Bridgecenter. Ugler er naturligvis velkomne alle steder. Holdopstillinger og hele kampprogrammet er her.


